12-12-12


Det er noget magisk over datoer hvor tallene bliver gentaget. Sådan en dag er det i dag, og det er den sidste i rækken af sådanne datoer i dette århundrede, og dermed er det sandsynligvis den sidste af disse magi-datoer jeg vil opleve i mit nuværende liv.

Overalt i landet er der masser af par, der vælger at blive gift netop i dag. Om det er på grund af tallenes særlige magi eller for at det skal være lettere at huske bryllupsdagen bagefter ved jeg ikke. Men det er i hvert fald en dag som mange vil mindes bagefter, fordi det ikke bare blev en hel almindelig onsdag.

For mig bliver 12-12-12 bl.a. dagen, hvor min datter ikke bliver døbt og hvor jeg vil fortælle lidt mere om 12-tallet set ud fra et Aura-Soma-perspektiv.

Aura-Soma-systemet er magisk i sig selv. Bag de uskyldigt udseende flasker med farvet væske, gemmer der sig nemlig magiske balance-olier, som virker transformerende på dem, der bruger dem. Aura-Soma-systemet er knyttet til mange andre mystiske og magiske systemer, så som chakraerne, tarotten, astrologien og kabbalaen. Og så selvfølgelig til numerologien eftersom hver flaske har et nummer.

Flaske nr. 12 er klar over blå og hedder ”Fred i den nye tidsalder”.

Olien i flaske nr. 12 vil hjælpe os med at finde mod til leve i overensstemmelse med vores spirituelle sandhed. Dvs. mod til at leve som de spirituelle væsener vi egentlig er. Uden begrænsninger og hvor alt er muligt. Flasken vil hjælpe os til at finde klarhed og hjælpe os til at få tilstrækkeligt med fred i sindet til at vi kan høre den Guddommelige vejledning, vi modtager gennem vores intuition. Derigennem kan vi komme i kontakt med vores ”højere formål”. Den vil få os til at føle en større fornemmelse af at være ét med alt og samtidig at være uafhængige.

Så hvis man sætter det i forbindelse med dagens dato, så kan vi håbe på, at det er det, som dagen indvarsler med sit trippel-12:

Vi træder nu ind i en ny tidsalder, og såfremt vi gør det med fred i sjælen, uden panik og bange anelser, men i fuld tillid til ”Universet” (uanset hvordan omstændighederne måtte synes at være), så vil vi stille og roligt kunne finde, indfri og leve vores ”højere formål” med livet.

Du kan gå den nye tid i møde med denne affirmation:

”Jo mere jeg værdsætter et fredfyldt indre, desto mere åbner jeg mig for lyset fra oven”