Don’t Super Size yourself


Jeg har lige set dokumentarfilmen Super Size Me, hvor Morgan Spurlock som et forsøg skal leve af mad fra Mc Donald i en måned. Alle hans måltider – morgen, middag og aften skal bestå af fast-food. Inden han går i gang med forsøget bliver han tjekket igennem af læger og får målt sine forskellige tal i blodet. Efter 1 uge har han taget over 5 kg på og allerede efter 14 dage på ”kuren” er hans lever blevet så belastet af det voldsomme indtag af fedt og sukker at han nærmest har udviklet fedt-lever. Fedtlever er en alvorlig tilstand der ellers normalt ses hos alkoholikere. Efter 3 uger råder lægerne han til at stoppe eksperimentet.

Det er ikke min hensigt med dette blogindlæg at lange ud efter Mc D. De fleste voksne mennesker kan heldigvis selv tage ansvar for hvad de indtager. Jeg vil bare lige minde om, at kosten næsten altid spiller en rolle for et godt helbred og fordøjelsen har stor betydning for om vi udvikler sygdomme eller ej. Filmen dokumenterer, at vi ikke bare kan spise uhæmmede mængder af fedt og sukker uden at det går ud over vores biokemiske balance. Ovenikøbet i sådan en grad at lægerne var rystede.

Det er mangel på respekt for kroppen, når man ”bare” propper sig uden overhovedet at mærke efter om man sulten eller ej. Kroppen er et fint instrument og den vil altid prøve at komme tilbage til balance, men den skal virkelig kæmpe hårdt, hvis der slet ikke bliver lyttet til den. Det er derfor er en god idé at spise rimeligt fornuftigt og måske hjælpe kroppen lidt på vej for at styrke fordøjelsen.

Hvis du godt ved, at din kost nok ikke lige er verdens bedste (selv om du ikke går på Mc Donalds flere gange om ugen), vil jeg foreslå dig at styrke dine selvhelbredende kræfter, så din lever og andre vitale organer kan afgiftes og fornyes.

Jeg anbefaler f.eks. at tage en kur med homøopatiske midler for fordøjelsen en gang om året, uanset om du oplever gener eller ej. Det kan være med til at sikre dig at du har det godt og undgår alvorligere sygdomme. Det er altid lettere at forebygge end at helbrede!