Hekse og trolde


”Hver by har sin heks,
og hvert sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.
Vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!”

Fra Midsommervisen  ”Vi elsker vort land”
Tekst: Holger Drachmann, 1885
Hekseafbrænding

Sådan synges der landet rundt til Sct. Hans-aften, mens der symbolsk bliver brændt hekse af…

Det er ikke fordi jeg har noget mod traditioner eller ritualer. Jeg tror de er vigtige bl.a. for at give sammenhold.
Og jeg synes da det er mega-hyggeligt at se de mange bål hele vejen op langs fjorden på Sankt Hans aften.

Men jeg er absolut ikke fan af denne hekseafbrænding, symbolsk eller ej.

Jeg mener ikke, at man skal brænde folk, der er ”anderledes”. Eller at man skal af med livet, hvis der er nogen, der dømmer en til at være en heks eller trold. Jeg er jo nok selv det, der engang ville være betegnet som en heks eller i hvert fald stærkt i risikogruppen. Hvorfor skal man brændes på bålet, fordi man har evner til at hjælpe folk?
Bare fordi man gør man det på en alternativ måde, der ikke lige passer ind i det, vi som samfund har bestemt os for er ”den rigtige” måde at gøre det på, eller en måde som videnskaben forstår?

Bare fordi der er noget vi ikke forstår, betyder det jo ikke, at det er forkert eller at det er hekseri eller trolddom.

Vi har f.eks. uendelig lidt viden om kroppens evne til at heale sig selv, men alligevel dukker der hele tiden eksempler op på det, man kalder radikal remission. At en person, som måske nærmest har været ”dødsdømt” pga. sygdom, pludselig bliver fuldstændig rask i løbet af ekstrem kort tid. Hvordan er det muligt?

Vi ved det ikke helt endnu, og det er i hvert fald umuligt at forklare det ud fra apparatfejlmodellen, som det konventionelle sygdomsvæsen arbejder ud fra. Når der sker en radikal remission kalder lægerne det for ”et mirakel”, men den person som miraklet er sket for, ved ofte, at det faktisk ikke er et mirakel, men et resultat af bl.a. en personlig udviklingsproces de har været igennem eller en åndelig ”opvågning”, evt. sideløbende med andre forandringer de også har fortaget i deres liv, efter at de er blevet syge. Måske er der sket en healing på et dybt emotionelt plan, hvor det var de negative emotioner, der i første omgang havde skabt problemet i kroppen.

Vi kan ikke forklare ”miraklet”, og i gamle dage, ville de personer, der havde hjulpet til i helbredelsesprocessen, måske være blevet kaldt hekse eller trolde, og risikeret deres liv i den gode sags tjeneste.

Iflg. Wikipedia skulle den sidste hekseafbrænding i Danmark være sket i år 1693, men desværre foregår der stadig hekseafbrænding og andre former for heksejagt og heksedrab andre steder i verden den dag i dag. Her taler jeg ikke om kludedukker, men om mennesker af kød og blod. Det er fandme uhyggeligt, synes jeg.

På mig virker det underligt primitivt at vi i Danmark, som jo ikke ligefrem er noget u-land og hvor vi lige har fejlet 100-året for kvindernes valgret, stadig hylder og vedligeholder traditionen for hekseafbrænding.

Jeg synes vi skulle nøjes med at fejre Sankt Hans aften med at riste snobrød og grille pølser over bålet. Og måske ved samme lejlighed omdøbe den til Midsommer-aften, som det jo rent faktisk er?  Der er nok alligevel ikke rigtig nogen, der skænker Johannes Døberen (Sankt Hans) en tanke den aften.

– Og lad os så én gang for alle få stoppet hekseafbrændingen

I hvert fald i Danmark, hvor vi har muligheden.

God Midsommeraften!