Årets første film


Hvad var den første film du så i år 2012?

For mit vedkommende blev årets første film Mission Impossible 3. Mon det skal tages som et tegn for hvordan året 2012 vil blive for mig? Så vil jeg tage det som en udfordring til at tro på at ALT ER MULIGT!MI3

Det er en af den slags film, hvor de opgaver, der skal udføres er så komplicerede og farlige, at man normalt ville forkaste dem som umulige at udføre, men så viser det sig alligevel at de umulige opgaver kan løses, bare de kommer i hænderne på et specialtrænet team af agenter og ikke mindst Ethan Hunt himself.

Man kan sige at Mission Impossible filmene generelt viser os, at alt det vi forestiller os som værende umuligt, faktisk er muligt, bare man ikke giver op på forhånd. Og det er en god pointe!

For i virkelighedens verden dør alt for mange idéer eller der bliver ikke handlet på dem, fordi vi kritiserer dem og på forhånd dømmer dem ude. Masser af nye initiativer bliver ikke gennemført, fordi vi på forhånd har bestemt os for at de nok vil slå fejl, og det derfor ikke kan betale sig at prøve. Mange af os har en tendens til at lede efter de ting, der kan gå galt, og stoppe et projekt på den baggrund, i stedet for efter at lede efter de ting, som kan gå godt, og som kan støtte op om projektet.

I M:I:3 opdager vi, at selv det at være agent og samtidig have en kæreste, viser sig at være muligt, selv om ikke mange tror på den cocktail fra starten, og forholdet da også næsten føles som dødsdømt undervejs…

Så fordi Mission Impossible 3 tilfældigvis (nej, der er intet der er tilfældigt ifølge min overbevisning!) blev den første film jeg så i år 2012 vil jeg tage dens budskab om at alt er muligt alvorligt, og derfor forsøge at handle ud fra et positivt og optimistisk livssyn i stedet for at finde ”hullerne i osten”. Jeg håber det kan blive en god vane, som vil styrke min kreativitet ikke blot i 2012 , men for altid!

Her har du et link til en alternativ trailer til filmen Mission Impossible 3 hvor der er lagt musik på med Nik og Jay 🙂  Ham, der har lavet videoen, har i hvert fald ikke ladet sig stoppe af andres kommentarer om at det var en dum idé, og personligt synes jeg at den er helt vild sjov!
Husk at åbne videoen i et nyt vindue hvis du vil blive her på bloggen. Jeg vil gerne læse din kommentar!

M:I:3 trailer – musik med Nik og Jay

Hvad var den første film du så, efter at vi gik over til år 2012, og er der et tegn eller budskab i filmen som du kan bruge som en slags pejlemærke eller nytårsforsæt for dit år 2012?