Om mig og min filosofi

Jeg hedder Ulla Schmidt Andersen, og jeg tror på at:

    • Alle kan helbrede sig selv – men det kan være svært at gøre det alene. Ofte har man brug for en, der kan guide og støtte ens proces, mens man går vejen
    • Du er ikke et offer for sygdom. Sygdom er en invitation til at lære noget, transformere dit liv og udfolde dit potentiale
    • Selvhelbredelse er en indre rejse, der gennem selvopdagelse og selvudvikling fører ind til din indre kerne af sundhed, der hvor du opdager at du er fuldkommen elsket og hel
    • Mennesker er ikke maskiner. Derfor skal sygdomsbehandling tage udgangspunkt i dig som menneske – og du fortjener at blive behandlet meget bedre end en bil, der skal repareres
    • Sygdom er ikke blot fysisk. De mentale, spirituelle og emotionelle planer, må også heales, før du kan blive helt rask.
    • Alt er energi. Også dig og din sygdom. Sygdom skyldes ofte blokeret energiflow og derfor må energien ændres, for at du kan blive rask igen

      Passion for selvhelbredelse

      Klinik for Selvhelbredelse (grundlagt 2007) er resultatet af min passion omkring at åbne folks øjne for at de faktisk kan helbrede sig selv, og styrke deres selvhelbredende kræfter, så de har mulighed for at få et selvhelbredende liv med livslang vitalitet – også selv om de har fået at vide at de lider af kronisk sygdom eller at der ikke er noget at gøre.

      Jeg har et stort ønske om at udbrede kendskabet til behandlinger, produkter og andre redskaber, som jeg selv har haft glæde af, og som jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig om langt tidligere.

      I årenes løb har jeg fået en stor og alsidig værktøjskasse både indenfor behandling, personlig udvikling, spiritualitet og energimedicin. Sammen med min stærke intuition og min underliggende ”Sommerfuglemetode” har det med årene udviklet sig til at de ”rigtige” værktøjer af sig selv springer op, når jeg lytter til din krop, og stikker hænderne i værktøjskassen.

      Jeg tror på mirakler. De sker hele tiden, også når det drejer sig om ”radical remission” eller ”spontan helbredelse”, men det er sjældent at miraklerne sker, uden at man tager aktion først. Så for langt de flestes vedkommende er det at blive rask, opnå bedring eller lindring i deres sygdom eller at undgå at blive syg (igen), et lidt større projekt. En proces du skal arbejde dig igennem.

      Det er min største kompetance at sammensætte individuelle forløb og hjælpe dig i gang med transformationsprocessen. Jeg giver dig behandlinger, coaching, readings og rådgivning, samt værktøjer og midler, som styrker dine selvhelbredende kræfter og støtter dig undervejs i processen til at få det bedre. Men du skal selv gå vejen. Jeg er din guide gennem hele processen, så du ikke skal gå vejen alene, og ikke selv skal bruge tid og energi på at finde ud af hvad du skal gøre for at få det godt igen, men bare kan koncentrere dig om at få det bedre og bedre.

      Min baggrund

      Jeg er oprindelig uddannet som farmaceut og har arbejdet mange år i medicinalindustrien og på apotek. Efter en stærk oplevelse med ”Det Store Strålende Lys”, fik jeg øjnene op for, at der er mere end konventionel medicin mellem himmel og jord.
      Jeg valgte at følge mit hjerte og min intuition og tage en U-vending, hvor jeg skiftede karrieren og den konventionelle medicin ud med alternativ behandling og midler fra naturens eget apotek, og åbne Klinik for Selvhelbredelse.

      Siden jeg selv i 2004 begyndte at tage ansvar for mit eget helbred i stedet for at lade
      det være op til lægerne at bestemme hvad jeg skulle gøre, er jeg kommet ud af

      • bækkenløsning, der krævede jævnlig fysioterapi og alligevel kunne jeg ikke
        skubbe rundt med en indkøbsvogn, løfte tunge ting (f.eks. mine egne børn) eller ligge på siden uden at have en pude mellem benene
      • kronisk hovedpine og migræne, som krævede stærk medicinering for ikke at give
        for mange sygedage
      • colitis ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse, som blev diagnosticeret allerede da jeg gik i 6. klasse, og som medførte konstant ubehag og ondt i maven
      •  allergi og høfeber, der plejede at gøre forår og sommer til et helvede med stærkt nedsat livskvalitet, eftersom jeg var både allergisk overfor birk, græs og bynke (samt hunde) og alt det som disse krydsreagerer med, både andre pollen samt diverse fødevarer, og hvor medicineringen gav konstant træthed, selv om den alligevel ikke kunne holde symptomerne nede.
      • mavesår og reflux, med smerter, kvalme, halsbrand og sure opstød
      • samt et liv fuldt af medicin (før jeg gik i gang med min selvhelbredelse fik jeg op til 17 slags medicin)
      • Jeg har det også meget bedre med den psoriasis, som ellers jeg har lidt af siden jeg var 1½ år gammel. Den er på retur efterhånden som jeg kommer af med ubalancerne, men der kan stadig komme udbrud.

      Jeg har taget en bred vifte af specialiserede uddannelser og kurser både indenfor forskellige behandlingsformer så som kropsterapi, samtaleterapi, healing, energibehandling, natur- og energimedicin, samt sundhed, sygdom, selvudvikling og spiritualitet generelt. Sideløbende har jeg arbejdet med egne såvel som mine klienters problematikker og oplevet hvor livsforandrende det kan være, når man vækker kroppens selvhelbredende kræfter.

      Jeg er altid i gang med en eller anden form for efteruddannelse og i fortsat personlig udvikling, for når jeg selv vokser, kan jeg også bedre hjælpe mine klienter til at vokse. For tiden er jeg bl.a. i gang med at uddanne mig indenfor Zoneterapi og kinesisk medicin.

      Som specialist i selvhelbredelse med lang og bred erfaring, føler jeg mig godt rustet til at hjælpe dig videre i dine bestræbelser på at få et selvhelbredende liv med mere energi, glæde og overskud, uanset hvilke ubalancer du har, og jeg kan sikre dig en individuel, holistisk løsning af høj kvalitet. I mine behandlingsforløb tager jeg altid udgangspunkt i det enkelte menneske og deres unikke problemstillinger, idet jeg leder dem ind til deres indre sundhed via “Sommerfugle-metoden”.
      Jeg glæder mig til at være guide på din rejse til selvhelbredelse.

      Ud af det spirituelle skab

      Jeg er vokset op og uddannet i det naturvidenskabelige paradigme, hvor spiritualitet ikke havde nogen plads. Min selvhelbredelsesrejse har fjernet mine skyklapper og åbnet for et verdensbillede, der ikke er nær så begrænset som det naturvidenskabelige. Her er plads til Mirakler, til Universet og til Sjælen, og til at se og elske sig selv, som det vidunderlige, ubegrænsede, væsen man i virkeligheden er, og sin krop som et vidunderligt tempel for sjælen. Hvis den spirituelle dimension ikke var kommet ind, ville jeg aldrig have set lyset i forhold til hvordan sygdom og helbredelse egentlig hænger sammen.

      Det har taget mig adskillige år som ”skabsspirituel” før jeg endelig turde springe ud som spiritualitetslærer.
      Men nu omfavner jeg også den del af mig selv og underviser i metoder og teknikker, der både kan hjælpe deltagerne selv og andre, så ringene kan sprede sig i vandet. Jo flere der helbreder sig selv, løfter deres vibration og får en højere bevidsthed, desto bedre får Verden det. For vi er alle forbundne og lever i samhørighed med Jorden.
      Jeg har været Reikihealingslærer siden 2011 og har faciliteret kurser i Access Consciousness siden 2015. Jeg er også certificeret underviser i Mike Dooley’s ”Infinite Possibilities” og ”Playing the Matrix” og har lært transformativ coaching af Michael Neill.

      Det er med både en blanding af både stolthed og ydmyghed at jeg har følt et kald til at skabe min egen uddannelse til ”Holistisk Energibehandler”, hvor jeg uddanner behandlere, som vil arbejde holistisk med energi og lære at facilitere andres selvhelbredelse, mens de går vejen selv. De, der tager uddannelsen, vil være med til at ændre paradigmet for sygdom og helbredelse, så vi kan komme væk fra apparatfejl-modellen, som beskæftiger sig med symptombehandling på det fysiske plan, og hen mod en model, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske, i årsagerne til at symptomerne opstår, og i at alt er energi. Derfor kalder jeg det også en uddannelse som ”Fremtidens alternative behandler”.

      Heal dig selv – Heal Verden